onsdag den 9. april 2014

Det forsømte forår af Hans Scherfig



Jeg har læst Hans Scherfigs Det forsømte forår på min mors anbefaling. Det er den fjerde bog i min bogudfordring, og jeg mente det var oplagt, at placere den her i en af forårsmånederne. 

"For en del år siden døde en ældre mand på Østerbro efter at have spist et maltbolsje. Han holdt meget af maltbolsjer. Han havde spist dem regelmæssigt gennem mange år, og det var gået godt hidtil"

Romanen er bygget op i en spændingsfuld og intens struktur, hvor mordet på lektor C Blomme en forårsaften sætter handlingen igang. Mordet, der er forårsaget af en forgiftning, bliver aldrig opklaret af politiet, hvilket medfører, at man som læser konstant er på vagt og leder efter spor, som handlingen skrider frem. Undervejs gentager Scherfig flere gange, hvordan "morderen også var til stede", hvilket  blot pirrer nysgerrigheden endnu mere. Vi følger en gruppe unge skoledrenge fra mellemklassen til de bliver studenter, og springer dernæst 25 år frem i tiden, hvor de alle igen er samlet til deres jubilæum. Deres skolegang som fylder størstedelen af romanen, portrætterer en mørk og tung tid, hvor hvert års stress og jag betyder, at drengene forsømmer foråret. De bliver undervist af nidkære, ubehagelige undervisere, der deler lussinger og slag ud af egen fornøjelse, og med en hårdhed man næsten ikke kan forestille sig mulig. I de syv år drengene går i skolen, bliver udenadslære, repetition og konstant konkurrence altdominerende, og overskygger livets og barndommens vidunderlige facetter. De vokser op med et brændende had til systemet, men uddanner sig på samme tid til at blive netop det systems håndhævere og forsvarere. 

"Det er forår. Men man har ikke tid til at tage sig af foråret"

Efter jeg havde læst de første kapitler af Det forsømte forår, var jeg overbevist om, at dette var en roman jeg aldrig ville glemme. Den fangede min interesse med det samme, både indholds- og plotmæssigt, men også sprogligt. Scherfig skriver ukompliceret men nuanceret, og med en konstant underlagt ironi. Hans fortæller bevæger sig ud og ind mellem de forskellige karakterer i gruppen, og man kan let danne sig et overblik over forskelligheden mellem dem, både i forhold til miljø og stand, men også i forhold til emner som religion. Halvvejs i romanen begyndte jeg dog at føle, at handlingen trak lidt ud. Mens ondskabshederne fra undervisernes side forværres og elevernes stress og had overfor skolen og underviserne, og ikke mindst lektor Blomme forøges, sker der ikke noget nyt. Alligevel næsten tvinges man frem i sin trang efter at afsløre morderen, som Scherfig konsekvent insisterer på at fremhæve som værende tilstede. 

Det forstømte forår er en roman jeg aldrig vil glemme. En fantastisk og tankevækkende beretning om hvordan livets lykkeligheder kan blive udsuget, visne og dø på grund af kontrollerende og dominerende systemer. 

"Verden var ung og grøn og saftig. Og man lod alle sine forår gå til spilde. Og det er blevet sent nu"

2 kommentarer:

  1. En rigtig klassiker - skøn bog. Det er egentlig længe siden, jeg har læst den?! :-)

    SvarSlet
  2. hvordan vil du fortolke dens sprog ?

    SvarSlet