onsdag den 19. marts 2014

Tema #4 Mumitroldene og eksamenstanker





Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til mumitroldene. Udover at de på kopform gør mine tidlige kaffestunder en smule mere eventyrlige, er jeg dybt betaget af deres finurlige og filosofiske univers. 


På mit studie skal vi skrive en selvvalgt opgave i faget sprogfilosofi, og efter at have gennemtænkt mange forskellige emner, der alle mundede ud i noget uinteressant, foreslog min medstuderende det fuldstændig indlysende; mumitroldene. Det lyder måske ikke specielt oplagt, men hvis man er bekendt med mumitroldenes univers, ved man også, at det indeholder meget mere end det man ser på overfladen. Mumitroldene og alle de andre væsener i mumidalen bevæger sig konstant, både frivilligt og ufrivilligt, ud på nye ukendte områder, hvor de er fremmede og forvirrede. Dystre øjeblikke og dybe filosofiske tanker, som ikke kommenteres på, er gentagende elementer i striberne. Jeg vil begive mig ud på en rejse med mumitroldene, og forsøge at kortlægge de nuancer og egenskaber som sproget er beriget med, det sprog som formår at skabe et barns lykkeligste univers, og på samme tid kan indeholde store eksistentialistiske spørgsmål og måske endda spor fra den netop overståede verdenskrig. 




Foreløbigt har jeg købt to bøger til formålet. Den første er det femte bind i Tove Janssons serie med de samlede striber. Jeg troede egentlig, at det var det første bind, og var en smule skuffet da fejlen gik op for mig. Men nu ser jeg det blot som en god mulighed for at starte en lille kollektion af mumibøger. Den anden bog er skrevet af Jukka Laajarinne og er af en mere filosofisk art. Værket hedder Mumitroldene og tilværelsens gåde og beskæftiger sig, ud fra mumitroldene, med blandt andet Kierkegaard, Heidegger, Sartre og Camus. I går da jeg modtog pakken med posten gav jeg mig straks i kast med striberne, og hvor er det dog en skøn fornøjelse! I dag skal jeg til eksamensvejledning, og jeg håber inderligt, at mit emne bliver godkendt, så jeg kan tilbringe den næste måned sammen med Mumi og alle de andre væsener fra Mumidalen.



9 kommentarer:

  1. Det lyder virkelig som et spændende emne! Og jeg elsker mumikrusene (og skålene) samler også på dem, de er virkelig noget af det fineste. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også vældig glad for mit emne. Det kan da ikke blive andet end hyggeligt!

      Det er de helt bestemt. Jeg har næsten fået en mani med at samle mumi-relaterede ting. Min samling strækker sig fra kopper og skåle til englespil, håndklæder, julekugler og jeg har sågar en mumibamse liggende et sted. Jeg håber mine fremtidige børn kan lide mumi, så jeg får en undskyldning for at købe endnu mere ;-)

      Slet
  2. Fantastisk spændende emne - for ja. Der er meget mere tyngde og dybde i Mumidalen end man lige husker fra barndommen. Da jeg genlæste romanerne for et års tid siden, var jeg helt overvældet over al den melankoli, der gemte sig i Janssons univers. Det er så smukt, tankevækkende og fint.
    Inddrager du i øvrigt også mumi-romanerne i din opgaver, eller fokuserer du på striberne? Særligt de to sidste mumi-bøger er meget melankolske og filosofiske i deres form, så jeg tænker det også kunne være spændende at kigge på!
    I øvrigt drømmer jeg om at få købt alle stribe-bøgerne engang. Ejer 'kun' romanerne, og ville ønske, min samling var mere komplet :) Har dog lånt striberne med hjem fra biblioteket og læst dem - så hyggeligt og finurligt.

    I øvrigt, jeg vil gerne lave indlæg om mine yndlingsbloggere i morgen. Er det ok, jeg låner lidt billeder til den anledning? :) Jeg linker selvfølgelig og al' det jazz :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor skønt med endnu en mumi-elsker!

      Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad jeg vil inddrage i min opgave. Jeg ved ikke, om det kun skal være henholdsvis striberne eller romanerne, eller om jeg vil bruge af hele hendes forfatterskab, så jeg kan finde de bedste og mest oplagte eksempler. Hvis du siger, at de sidste mumi-bøger er meget melankolske og filosofiske, må jeg helt bestemt forsøge at få fat i dem. Det lyder til, at de ville være oplagte! Det er bare svært at komme til at låne mumi-bøger og jeg har ikke tid til at bestille dem, inden jeg skal igang med at skrive, så måske jeg ender med at være tvunget til at skrive om striberne.

      Jeg er så glad for striberne. Jeg har kun det ene bind, men jeg bliver nødt til at købe de andre fire! De er så smukke og hjertevarmende.

      Selvfølgelig! Det er da mere end i orden, når det er til sådan et pænt formål ;-)

      Slet
    2. "Mumifar og havet" og "Sent i november" er nok de mørkeste, Mumi-bøger, jeg har læst. I "Sent i november" er mumi-familien rejst bort, og så følger man livet i mumi-dalen uden dem - og det handler lidt om, hvordan mumi-familien bare er en illusion, og Jansson nedbryder lidt det billede, hun selv har bygget op! Super interessant!
      Jeg lånte bøgerne via bibliotek.dk i sin tid - og det gik rimeligt tjept, med kun en uges ventetid. Men det er selvfølgelig frustrerende at skulle vente, når man bare vil i gang med opgaven nu og her!

      Striberne er virkelig også fine! Og det er lidt yndigt, hvordan de veksler mellem det tankevækkende og det fjollede. Jansson kunne virkelig noget!

      Slet
    3. Det er faktisk også to af dem Laajarinne omtaler mest i sin bog. Det lyder virkelig spændende (og meget brugbart i forhold til mit emne!). Jeg må nok hellere bestille dem og bide ventetiden i mig - selvom det kan være svært!

      Det kunne hun helt bestemt! Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at hun selv var meget imod, at man analyserede hendes værker. Tænk hvor meget vi som læsere, kan vælge at læse ind i mumitroldenes verden, og så er måske intet af det intenderet.. Men sådan er det jo selvfølgelig med mange værker.

      Slet
  3. Hvor lyder det bare spændende, det du skal igang med. Sådan et projekt kræver fordybelse, er sikker på at de mange kopper kaffe/varm kakao det vil kræve, er bedst serveret af hele mumidalen!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, at du synes. Jeg glæder mig også meget til at komme rigtigt i gang med det! Og bestemt også til at drikke kaffe med hele mumidalen ;-)

      Slet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet