tirsdag den 11. marts 2014

Kaptajn Blåbjørns 13,5 liv af Walter Moers

Bogudfordringens martsbog er nøje udvalgt af min kære søster, og skiller sig på mange måder ud fra de ti andre værker. 




Med Kaptajn Blåbjørn ved roret, begiver man sig allerede fra første side ud på et eventyr uden lige. Den lille blåbjørn befinder sig i en valnøddeskal i en ubeskrivelig stor malstrøm, han har ingen erindringer forud for dette, og frygter i sin uvidenhed ikke malstrømmen sønderligt. Han bliver dog i sidste øjeblik reddet fra strømmens tag af dværgpiraterne, med hvem han tilbringer sit første liv. Efterhånden vokser han sig for stor til båden og dværgpiraterne efterlader ham nødtvunget på en ø. Her begynder hans andet liv sammen med de uhyggelige klabauterånder, som lever af andres frygt og elsker gråd. Hos dem bliver han hurtigt anerkendt og tilbedt for sine optrædener, hvor han græder hjerteskærende for det betagede publikum. Alligevel bliver åndernes verden ham for dyster og han flygter på en tømmerflåde. Her møder han vrøvlebølgerne, som af medlidenhed lærer ham at tale (i stedet for at drive ham til vanvid, som de sædvanligvis ynder at gøre ved søfarende). 





Dette er blot et kort oprids af Blåbjørns første to liv, og som man måske kan regne ud, fortsætter romanen i samme eventyrlige stil på alle 680 sider. En utrolig fantasi og et ufattelig udførligt arbejde er det solide grundlag, romanen er bygget på. Gang på gang blev jeg imponeret over de humoristiske og dybe detaljer, som både forundrede og resulterede i smil på læben. Derudover følte jeg, at romanen flere gange tog fat i nogle spændende emner, som dog hele tiden lå skjult under eventyrets plotlinje. Et eksempel er Blåbjørns forklaring på tidsoplevelsen:

"Når man er så lille som en dværgpirat [...], lever man i en anden tid. Har man nogensinde forsøgt at fange en flue med hånden, vil man have erfaret, at dette lille bitte væsen langt overgår én hvad hurtighed og manøvredygtighed angår. Set med fluens øjne bevæger vi os i slowmotion, det er let for den at manøvrere uden om vores bevægelse og slippe fra os. Ligesådan var det med dværgpiraterne. Hvad der for et skib af normal størrelse var en rasende malstrøm, forekom dem at være harmløse hvirvler."

Romanen indeholder nogle virkelig fine ideer på flere forskellige niveauer. Jeg kan forestille mig, at romanen vil vække jubelglæde hos de fleste børn med hang til eventyr, samtidig med at mange voksne ville kunne nyde den. Et væsen som både børn og voksne kan glædes lige meget over, er den sjældne øgleart, hvis primære job er at redde andre væsner i aller aller sidste sekund. Den øgle Blåbjørn møder heder Deus X Machina, (fra latin: "Gud fra en maskine")  hvilket jo sædvanligvis er et plotbegreb, der beskriver et uløseligt knudepunkt, hvor der ingen redning er, men hvor der på en ofte usandsynlig måde opstår en løsning. At kalde denne livredderøgle, der er besat af at vente til det aller sidste sekund før den redder folk, for Deus X Machina er i min verden en fuldstændig genial ide. 

I lang tid var jeg næsten blændet af den verden Moers har skabt. Begivenhederne blev ved at imponere og overraske i takt med, at man møder et væld af væsener, som jeg aldrig i min vildeste fantasi, ville have kunnet forestille mig. På sin vej møder Blåbjørn væsner som den snedige stolletrold, der vildleder ham i en kæmpe bjerglabyrint, og den søde og meget venlige dårlige ide 16T, som hjælper ham gennem en helt anden og meget mere "tankevækkende" labyrint. 




På et tidspunkt blev det dog lidt for meget af det gode. Omkring Blåbjørns tolvte liv begyndte den overvældende fiktion at kede mig en smule. Efter 25 siders beskrivelse af de forskellige væsner i storbyen Atlantis, og derefter endnu 25 siders beskrivelser af disse væsners bygninger, kunne min tålmodighed ikke holde til meget mere.  Fiktionen trækker ud og bliver langsommelig, ligeledes bliver detaljerne mere og mere ensformige, og enkelte handlingsforløb bliver en smule for forudsigelige. Det er ikke en genre jeg normalt beskæftiger mig med, og måske er dette årsagen til, at jeg til sidst blev lidt for overvældet af det hele. 

Jeg har på fornemmelsen, at Kaptajn Blåbjørns 13,5 liv er en roman jeg aldrig vil glemme, og at min utålmodighed ved de sidste kapitler langsomt vil forsvinde i hukommelsen i takt med at tiden går. Og således vil kun romanens enestående originalitet, geniale opfindsomhed og skønne humor stå alene tilbage og fortrylle. 






5 kommentarer:

  1. Jeg vidste ikke, den fandtes på dansk. Og så er den udsolgt fra forlaget :( Øv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør den åbenbart. Jeg har lånt dette eksemplar af min søster, så jeg ved ikke hvor hun har fået den henne desværre. Normalt kan jeg faktisk bedst lide at læse værker på deres originalsprog, men tysk har aldrig været min favorit ;-)

      Jeg håber du kan finde den på dansk et sted!

      Slet
  2. En rigtig god anmeldelse! Jeg har den selv stående på hylden (dog på engelsk), og glæder mig til jeg forhåbentlig snart kommer til den :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Camilla! Jeg håber ikke det er dens størrelse, der har afskrækket dig fra at komme igang med den. Den kan godt virke som noget af en mursten, men den er faktisk forholdvist hurtigt læst. Jeg vil meget gerne høre din mening, når du har læst den.

      Slet
  3. Hvor virker den bare fin og læseværdig! Din anmeldelse lokker :)

    SvarSlet