søndag den 16. marts 2014

Ned til hundene af Helle Helle

Helle Helles Ned til hundene er endnu et gensyn med gymnasietiden. I anledning af at jeg har været alene hjemme henover weekenden, ville jeg afprøve lydbogsformen. Det er ikke noget jeg tidligere har prøvet, og umiddelbart har tanken aldrig tiltrukket mig. Men da jeg på studiet skulle læse Ned til hundene og man på Netlydbog.dk har mulighed for at streame den gratis, besluttede jeg alligevel at give mig i kast med det. 


Vi følger den kvindelige fortæller "Bente", som just har forladt sin mand. Hun sidder opgivent på en bænk med sin rullekuffert i en tilfældig provins, da hun møder det venlige par John og Putte, som tager hende til sig og lader hende bo på deres hjørnesofa. I takt med, at hun hos disse to varme, tillidsfulde og ukomplicerede mennesker langsomt vågner op, får man som læser glimtvis indsigt i hendes tidligere liv, og hvad der har forårsaget hendes flugt derfra. 



Ligesom Helle Helles andre værker, er Ned til hundene meget minimalistisk. Der sker meget lidt, og det der sker, skal man finde mellem linjerne. Romanen består hovedsageligt at enkle beskrivelser af dagligdagen hos John og Putte og korte og simple samtaler om kaffe, lottokuponer og de gode linser fra tanken. Alligevel mærker man en udvikling, hvor fortælleren langsomt kommer på benene igen. 



I gymnasiet var jeg ikke begejstret. Jeg forstod ikke hvad der skete, fordi det netop føltes som om intet skete. Romanen kedede mig og jeg blev aldrig fanget af historien. Ved gen"læsningen" forstod jeg pludselig elementer, som jeg ikke forstod dengang, og den dybde jeg havde savnet var pludselig til stede. På den måde blev jeg meget positivt overrasket. Pludselig forstod jeg fortællerens opførsel og stilstand, og jeg blev varm ved John og Puttes venlighed og åbenhed overfor en ulykkelig fremmed. Under hele fortællingen var jeg umådelig glad ved John og Putte. Deres simple og ligetil livsstil, deres jordbundne kærlighed til hinanden og deres stille og rolige hverdag, må være perfekt at være en del af, hvis man som fortælleren er blevet løsrevet fra den verden man kender. 



Helle Helles skrivestil fungerer optimalt til denne historie. Hun formår med blot få ord, at fremstille billede efter billede tydeligt i læserens bevidsthed. Sindstemninger og karaktereres indbyrdes forhold indprentes klokkeklart på elegant vis. Samtidig med at jeg holder vældig meget af denne stil, keder den mig dog også. Selvom hun skaber disse skønne og troværdige personligheder, bliver de nok så udførlige billeder af dem ensformige. Det der gemmer sig under overfladen er så afhængigt af læseren, at man til tider næsten føler, at man selv konstruerer hele historien, og man sidder til sidst med spørgsmålene: "Hvad vil Helle Helle overhovedet med det her? Har min reception af romanen været altdominerende, og er den historie jeg har læst derfor i virkeligheden langt fra, hvad hun har tænkt med den? Eller er det netop hendes intention?" 









4 kommentarer:

  1. Ej, hvor sjovt - den har jeg også lige hørt som lydbog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg mente nok, at jeg havde set en anden i bloguniverset, som havde hørt den som lydbog, men kunne simpelthen ikke huske hvem det var. Men det har selvfølgelig været dig! Det er og bliver et lidt specielt medie, synes jeg. Tror aldrig jeg bliver den største fan.

      Slet
    2. Nej, det er ikke det samme som at læse en bog - og jeg er slet ikke ligeså stor fan, som da jeg var mindre og hørte lydbog som ekstra godnathistorie inden jeg skulle sove. Se det var noget så hyggeligt! :-)

      Slet
    3. Nej. Dengang var det virkelig magisk! Man kunne høre de samme fortællinger igen og igen. I dag tror jeg, at lysten til at høre og opleve alle detaljer er vigtigere for mig - og det kan man bare ikke på samme måde, når det er en lydbog.

      Slet