tirsdag den 11. februar 2014

Tema #2: Samlede værker

Det er en selvfølgelighed, at nogle forfattere fanger mere end andre. Nogle forfattere har man ikke behov for at læse igen, dem glemmer man hurtigt, andre formår at skabe en vis nysgerrighed og de bliver skrevet bag øret eller på lange lister. Og så er der dem, som man ikke kan få ud af hovedet igen, dem som har printet sig fast på nethinden, og som man bare  læse mere af, og helst med det samme. I sådanne situationer har det altid faldet mig lettest at inverstere i de murstenstunge samlede værker.




Mit første bind samlede værker var af Oscar Wilde. Wilde, med værker som The Picture of Dorian Gray og teaterstykket The Importance of Being Earnest, var min store ungdomsfascination. Ikke blot spænder hans værker over et væld af følelser, men de beretter også om alt fra uhyggelige skæbnesberetninger til humoristiske forhold mennesker imellem. Ydermere er Wilde som personlighed endnu en faktor, der blot forøger intensiteten af dragelsen til ham og hans værker. 

Edgar Allan Poes samlede værker fik jeg et par år senere. På dette tidspunkt var jeg flere gange stødt på ham i dansk og engelskundervisningen i gymnasiet, og en kærlighed til hans kringlede sprog og fantastisk velformulerede sætninger voksede i mig. De mystiske og dystre fortællinger er groteske og makabre på en helt unik psykologisk måde, som jeg ikke har oplevet hos andre forfattere. Siden gymnasietiden er jeg stødt på ham regelmæssigt, og han er uden tvivl en helt essentiel forfatter, som siges at have sået de spirer der senere skulle blive til detektivromanen (Arthur Conan Doyle har udtalt: "Where was the detective story undtil Poe breathed the breath of life into it?) og samtidig har han været med til at skabe science fiction-genren.


Wilde og Poe er to meget betydningsfulde forfattere, og jeg er meget glad for at eje deres samlede værker. Men hvor virker de vel nok tunge at læse. Disse 1000-siders bøger med tætskrevne bogstaver og ord, kan virke helt uoverskuelige. Jeg kan til tider savne at have værkerne adskilt fra hinanden, at nyde dem hver for sig, og jeg er for eksempel "kommet til" at købe Wildes The Importance of being Earnest i en lille fin og tynd version. Det er vel egentlig ikke meningen? 


Hvordan har I det med samlede værker? 






4 kommentarer:

  1. Jeg kan egentlig også bedst lide at læse bøgerne hver for sig. De samlede værker bliver så store, tunge og småtskrevne. Men til gengæld er de oftest så guddommeligt smukke. Har en svaghed for tykke bøger, men holder mig som oftest fra de samlede værker da jeg ikke bryder mig så meget om at læse i dem...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør de nemlig. De er ikke særlig rare at sidde me og virker meget uoverskuelige i deres størrelse. Men de ser jo bare så flotte ud i reolen (og det betyder altså også lidt)! Det er en svær sag..

      Slet
  2. Jeg har det meget ambivalent med det at skulle samle det hele, om det er bøger, film eller cd'er.
    På den ene side synes jeg det er skide smart, det har en eller anden form for imponerings-faktor, når der står sådan nogle kæmpe mursten i reolen og endvidere gør det det lettere at skulle i gang med et stort forfatterskab.

    På den anden side synes jeg det er noget så fantastisk at samle et forfatterskab bog for bog, at kunne se hvordan de ældes og de historier man lettere kan få med hvert enkelt værk. Det er vel en anden form for blærerøvs faktor en de tykke, tykke bøger? Jeg foretrækker i hvert fald at have dem hver for sig, men det kan også være en meget uoverskuelig opgave. Til gengæld føles de enkelte bøger som en mere overskuelig læsemængde.

    Det blev lidt af en ustruktureret plabren, men jeg håber det går! Og... Fedt indlæg! ^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er netop sådan jeg har det! På en måde holder jeg umådelig meget af de store tykke samlinger, de ser jo så sindssygt flotte ud i reolen, men det at samle bøgerne en for en er en meget mere personlig og spændende proces. Jeg kan aldrig helt finde ud af hvad jeg skal stille op. Når alt kommer til alt, tror jeg det vigtigste for mig er hvordan de føles at læse, og der kan samlingerne bare ikke hamle op med værkerne enkeltvis.

      Og tusind tak!

      Slet