søndag den 16. februar 2014

Indblik #2

De sidste tre uger har som tidligere nævnt, været lidt hektiske, og jeg har derfor været nødt til at skrue lidt ned for læsningen. Det kan ellers godt være en svær opgave! I stedet for fuldstændig at skære læsningen fra, har jeg valgt et par tynde overskuelige værker, som er lette at gå til og fra, og som ikke nødvendigvis kræver intens opmærksomhed fra start til slut. 


En af disse bøger er Vita Andersens Hold kæft og vær smuk, som er en novellesamling med 12 noveller. Vi skal læse den på studiet senere dette semester, så den stod alligevel på hylden og irriterede mig med sin "ulæsthed". Den seneste uge har jeg læst en novelle hver aften inden jeg skulle sove, og selvom de bestemt sætter gang i nogle tanker, har de ikke formået at stoppe mig fra at falde i søvn bagefter. 





Novellerne rummer alle den samme miserable stemning af forladthed, ensomhed og svigt. Alle er fortalt fra en pige eller kvindes perspektiv, og de er alle ødelagte på den ene eller anden måde. Novellerne er skrevet i et realistisk sprog og uden omsvøbninger, hvilket får dem til at virke meget stærke. Karakterne træder tydeligt frem, og man får oftest ondt af dem. 



Indtil videre nyder jeg denne samling af noveller som aftenslæsning, og forhåbentligt kan jeg snart komme rigtigt igang med læsningen igen. 


Har I lignende perioder, hvor livet omkring Jer fylder for meget til at man kan læse samtidig? Og hvad gør I i sådanne situationer? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar