tirsdag den 25. februar 2014

Smukke bøger #1

Som (forholdsvis) ny i dette univers af bogbloggere har jeg erfaret, at kærlighedserklæringerne ikke blot går på et værks indhold, men i høj grad også på dets ydre. Før i tiden var det ikke noget jeg som sådan tænkte over, hverken når jeg købte eller læste bøger. Jeg mindes alle mine barndomsbøger for deres eventyrlige indhold, vilde historier og gåsehudsskræmmende beretninger, og ikke for deres indbinding, illustrationer eller papirkvalitet. Efter gymnasiet, hvor jeg først for alvor begyndte at købe mine egne bøger, var det kvantitet fremfor kvalitet. Jeg købte så mange bøger jeg kunne få fingre i, og det betød, at jeg ikke havde råd til dem med velduftende tykke sider i stift bind. Min reol består hovedsageligt af nedslidte paperbacks, men ikke desto mindre elsker jeg dem - historien er trods alt den samme, uanset hvordan den er pakket ind. 


Jeg synes det er vældig interessant, hvordan denne mani om bøgers ydre hos nogle, er manifesteret som en nødvendig og essentiel del af værket. Får disse ydre elementer en betydning for hvordan værket opfattes? Bliver de en del af værkets betydning? Og hvis de gør, er det så overhovedet fordelagtigt? 

Jeg tror jeg befinder mig på et ambivalent midterpunkt i denne diskussion. Min fornuft siger mig, at værket i sig selv er den altoverskyggende og dominerende faktor - det er de skrevne ord der afgør om en bog er god eller dårlig. Samtidig kribler det i mine fingre, når jeg holder en velproportioneret bog i mine hænder, hvor det at læse den ikke skaber lange rynker ned langs bogryggen, og hvor siderne føles tørt og godt mellem fingerspidserne. Og når forfattere bevidst bestemmer udseendet på deres bøger, må de da også have en god grund til det? 

Er det i virkeligheden et spørgsmål om læseoplevelsen, og ikke nødvendigvis indholdet? Jeg ved ikke helt, hvor jeg står henne, men jeg ved, at jeg i høj grad nyder bøgernes ydre skønheder. Et eksempel på en bog, hvis finhed i allerhøjeste grad tryllebinder mig, er Peter Plys af A. A. Milne.




Illustrationerne er i deres simpelhed ekstremt fine. Ovenstående billeder er de første sider, når man åbner bogen. De viser et kort over den verden, hvor Peter Plys og hans venner bor. Den barnagtige streg og de små detaljer, kan man ikke andet end glædes over. Peter Plys følger med læseren fra side til side igennem hele bogen. Engang i mellem afviger skriften endda for hans gang:


Ligeledes hopper teksten i takt med Grislingen, da han som en del af en større plan, er hoppet ned i Kængus pung. 

Jeg var lykkelig i selskab med Plys og hans venner, og de fine tegninger fik mig gang på gang til at trække på smilebåndet. I dette tilfælde, ville jeg nødigt have været foruden illustrationerne. Spørgsmålet om ydre elementer, titter altså igen frem. Jeg bliver nok aldrig klogere på det...

Hvor meget betyder bøgers ydre for Jer? 

8 kommentarer:

  1. Jeg elsker smukke bøger, jeg elsker den fysiske fornemmelse af en tyk bog i hænderne, en letlæselig skrift, sider der knitrer, farver der tiltaler, og en indbindning der nærmest motiverer i sig selv. Jeg elsker bogen som et objekt.

    For det er nemlig dér, forskellen spiller ind for mig. En tekst er en tekst; bestående af bogstaver i flydende sætningskonstruktioner. En tekst er handling, karakterer, symboler, ord. Men en bog er et objekt.
    Når man taler om bøger, taler man for mig om helheden; bogens egenskab er jo netop fysisk, hvor teksten derimod kan leveres i flere formater. En tekst er værket - men en bog er objektet, helheden, teksten indkapslet mellem forside og bagside.

    Derfor er der i høj grad et skelnen hos mig. Teksten er basalt set den samme, uanset formatet. Men bogen er en form - og spørgsmålet er blot, hvilken form man foretrækker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg giver dig fuldstændig ret. Jeg elsker også alle de fysiske elementer ved bøger, og jeg holder så meget af, at læse bøger i god kvalitet. Det er også et element jeg er vældig glad for ved din blog Rikke, at du værdsætter bøgernes fysiske udtryk og kvalitet, og jeg bliver ofte helt blændet af dine bøgers skønhed.

      Alligevel kan jeg ikke lade være med at undres. Bøgernes verden er vel den samme, uanset fysisk form? En fantastisk bog bliver ikke dårlig, når dens cover ikke er passende eller interessant på samme måde som en dårlig bog ikke forbedres af et smukt udseende?

      Men jeg kan se, hvorledes du skelner mellem værk og fysisk form. Når jeg tænker på det sådan, bliver det meget lettere at forstå.

      Slet
  2. Jeg tænker bare, hvis det kun er ordene der er det betydningsfulde, ville man så kunne undvære alle bøger til fordel for en e-bog? Måske er det også det at man ejer bøgerne. Det er noget helt andet at læse i en biblioteksbog end i egne bøger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt, men er det så ikke også netop læseoplevelsen og ikke værkets indhold, det får betydning for?

      Jeg er fuldstændig enig med dig i, at læseoplevelsen i allerhøjeste grad afhænger af bogens fysiske egenskaber, og som du siger, om man ejer den eller ej. Men mit spørgsmål er, om disse elementer får betydning for indholdet? Indholdet vil jo altid være det vigtigste, og jeg funderer bare over den tendens, at vi bliver mere og mere fokuserede på det udenom værket..

      Slet
  3. Jeg tror du har ret når du skriver at det gør noget for læse-oplevelsen og intet for indholdet. Jeg elsker smukke bøger, men det er ligeså meget fordi jeg elsker at kigge på dem igen og igen. Se på illustrationer, indbinding og små detaljer. Og det gør man jo ikke ved paperbacks. Tænker lidt at det er en udvidelse af læseoplevelsen. En smuk bog giver mig ihvertfald ofte større glæde at have stående, frem for en kedelig (ser bort fra indhold)...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget enig. Du formår at formulere det meget mere præcist, end jeg gjorde i mit lidt rodede indlæg ;-) Jeg tror nu alligevel indholdet trumfer glæden ved at have bøgerne stående for mig. Jeg tror hvertfald jeg ville købe to værker fremfor et, hvis prisen var den samme og forskellen var, at det ene værk var flottere end de to..

      Slet
  4. Sidsel har allerede sagt det jeg ville sige :P Må indrømme at jeg er ret slem til især forsider, jeg har bare ikke nær så meget lyst til at læse bogen, hvis den virkelig ikke tiltaler mig udseendesmæssigt.. Og det ved jeg da godt er noget pjat, bogen er vel lige god for det, men jeg kan bare ikke rigtig lade være med at lade det betyde noget, når jeg køber en bog.. Lidt fjollet egentlig ..

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet