torsdag den 13. februar 2014

Løgneren af Martin A Hansen

Løgneren af Martin A Hansen er skrevet som dagbogsform til den fiktive Nathanael, af den 40-årige Johannes Vig, som er degn og skolelærer på Sandø. Romanen var oprindeligt en radioroman og jeg forestiller mig, hvordan betroelsens langsomme udfoldelse bliver mere intens med denne form. 





Optegnelserne begynder d. 13. marts, hvor isen solidt har isoleret øen og dens beboere fra omverdenen. Øens rose, Annemari vil flytte væk fra øen med den unge ingeniør, Harry, på trods af sit forhold til Oluf, med hvem hun har en lille søn uden for ægteskab. Hendes trang til at flytte fra øen kan virke oprigtig nok, men i sine samtaler med Johannes får man fornemmelsen af skjulte bagtanker. Skyldbetyngede forhold, hemmelige affærer og triste skæbnesberetninger bliver omdrejningspunktet. Johannes' optegnelser beskriver øens personligheder og intriger i malende vendinger, selv har han i høj grad camoufleret sig bagved bibelske og litterære udsagn og citater. Alligevel aner man hans skygge fra tid til anden, og en indestængt kærligheds forbitrelse kommer, til hans ærgerelse, til syne. Hans personlighed er konstant tvetydig, og som læser sættes man i en besværlig position, hvor vurderingen om hans sandfærdighed er et evigt spørgsmål. 



"Er det noget jeg virkelig husker, eller er det noget man har digtet, at jeg var sammen med Oluf og Niels før de gik ud, men ikke sagde noget for at stande dem?"



I løbet af læsningen bliver man mere og mere usikker på Johannes pålidelighed som fortæller, og da jeg i starten af mit studie skrev eksamensopgave om Martin A Hansens novelle "Isen bryder", som er forløberen for Løgneren, var det også denne upålidelighed som jeg beskæftigede mig med. Johannes evige bedrag og selvbedrag gør romanen til en lettere forvirrende oplevelse, hvor man aldrig helt kan stole på det der fortælles, fordi det altsammen kommer fra Johannes meget farvede perspektiv. Disse ubestemtheder gør romanen en smule forvirrende og det er svært at forstå Johannes som karakter. 




Romanens lettere melankolske stemning står godt sammen med de velskrevede naturbeskrivelser. Smukke passager om øen, den golde jord, de våde skove og tågede skumringstimer udgør en stor del af bogen, og Martin A Hansen formår på fantastisk vis at gøre beskrivelserne så klare, at man næsten mærker naturen på huden og hører vinden i træerne. 



Løgneren var min anden bog i min bogudfordring for 2014, anbefalet af min mormor. Jeg forstår valget fra hendes side, og er på mange måder også glad for at have læst den, men her på den anden side, har jeg alligevel delte meninger om den. Fortællerens karakter er spændende og fascinerende, men bliver ofte lidt for kompliceret og svær at gennemskue. Om det netop er pointen, og jeg blot har misset denne vigtige detalje, kan jeg ikke sige, men jeg blev frustreret over Johannes og hans evige ironiseringer over alt han ikke kan tage stilling til, eller tør indrømme over for sig selv. Hans manipuleringer med menneskerne omkring ham gør ham usympatisk, og når han endelig gør gode gerninger, forsøger han at skjule dem under en underlig harm opførelse. 

Romanen er i høj grad en stemningsroman, og det er op til en som læser, at bestemme hvormeget der foregår bag det sagte, og måske er det også netop dette aspekt der gør, at holdningen til Løgneren varierer så meget fra person til person.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar