søndag den 2. februar 2014

Kvinden i Buret af Jussi Adler-Olsen

Efter jeg på anbefaling af min veninde Sofie, læste Jussi Adler-Olsens Journal 64, besluttede jeg mig for at læse de andre værker i afdeling Q-serien. Kvinden i Buret fra 2007 er den første i serien, og den levede op til alle mine forventninger.





Den smukke folketingspolitiker Merete Lyngaard forsvinder sporløst i 2002, og efterforskningen resulterer i et ikke særlig overbevisende postulat om selvmord. Fem år senere bliver sagen genåbnet, da vicekriminalkommissær Carl Mørck bliver ansvarlig for en nyoprettet afdeling med navnet "afdeling Q". Afdelingens formål er at gennemgå gamle sager og lukke dem, og det er meget tydeligt på Carls chef, at det ikke involverer praktisk arbejde eller dyre efterforskninger. Carl har fået den ellers "fine stilling" som følge af en tidligere sag, hvor han sammen med sine to kollegaer og gode venner, Hardy og Anker, ender i en kritisk situation, hvor Anker bliver skudt og dør, og Hardy bliver lam. På trods af at Carl føler sig klar til at arbejde i drabsafdelingen igen, mener hans chef noget andet, og sender ham derfor ned i politigårdens støvede kælder, hvor han skal starte afdeling Q. Hvad der starter ud med at være en afdeling, hovedsageligt oprettet på grund af den store bevilling der medfølger, udvikler sig med Carls stædighed og trodsighed til at være en forholdsvis velfungerende arbejdsplads for ham selv og hans assistent Assad.




Carl er en bitter, stædig og meget ærlig mand, som i samspil med den naive, godhjertede Assad danner et skønt og humoristisk makkerpar. Sammen genåbner de sagen om Merete Lyngaards forsvinden, og selvom de gang på gang bliver beordret til at lukke sagen og mindske deres udgifter, kæmper de stædigt videre. Skridt for skridt åbner sig en dybt kompliceret sag om forskruet retfærdighed, mord og gyselige levevilkår. Det hele eskalerer til sidst i en nervepirrende slutning, hvor det slet ikke kunne gå hurtigt nok med at vende siderne.




Ligesom med Journal 64 nød jeg i fulde drag venskabet og samarbejdet mellem Carl og Assad. Det er  så gennemførte personligheder, at jeg til hverdag kan savne Carls bistre miner og Assads godmodige gemyt. Jeg morer mig over Assads sprogfejl og Carls ignorance og ligegyldighed overfor verden, og ikke mindst hvor let det er at gennemskue, at han i virkeligheden interesserer sig for verden meget mere end de fleste. Plottet er nuanceret, men meget mere enkelt end i Journal 64. De to historier fortælles på samme måde via to parallelle spor af henholdsvis efterforskning og flashbacks. Dette forhold skaber en intens spænding og bygger igennem hele romanen op til den endelige dramatiske afslutning.




Selvom bogen meget hurtigt er læst, og sproget i sig selv ikke er specielt interessant, er jeg i høj grad underholdt i selskab med de to efterforskere. Og det er jo i sidste ende det vigtigste!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar