søndag den 23. februar 2014

Mine møder med de danske forfattere af Claus Beck Nielsen

I oktober sidste år mødte jeg manden Nielsen, en af de for mig, store danske forfattere. I Mine møder med de danske forfattere fortæller han om sine egne møder med de store danske forfattere. 


En strøm af kapitler portrætterer tolv forfattere, blandt andet Poul Borum, Inger Christensen, Peter Høegh, Jørgen Leth og Klaus Rifbjerg. I et væld af oplevelser, beskrivelser og bittesmå bemærkninger er man som læser konstant i vildrede om mødernes realitet. Hvad er sandt og hvad er ikke? Claus Beck Nielsen springer i både tid og sted, og flere af møderne foregår i fremtiden, en tid som netop formår at unddrage sig dette spørgsmål - for er alt alligevel ikke muligt i fremtiden? 





Jeg må indrømme, at jeg begyndte på denne roman på grund af min fascination af manden bag den. Bag på bogen beskrives han som "forfatteren Nielsens alter ego, eller rettere hans "old ego": Claus Beck-Nielsen er den unge håbefulde forfatter, Nielsen engang var". De ekstreme eksperimenter han har udført og stadig udfører, i en form for eksistentiel identitetssøgen har brændt sig fast og vækket min interesse. Denne kropslige søgen har allerede før bogen åbnes, hensynsløst markeret sig selv på bogens cover. I første kapitel fortæller han om disse røde aftryk, som han som helt ung og spirende digter, trykte på sine digte med sine rødbedefarvede kropsdele. 


I sine møder med de danske forfattere tegner han deres skygger op omkring sig, han færdes konstant iblandt dem, og føler sig alligevel altid udenfor. Langsomt bliver portrætterne af dem, til et portræt af ham selv. Ham selv og hans imagination, fantasi, drømme, håb og ønsker og han smelter sammen med dem, idet han fortæller. 


"Sengen er ikke redt, dynen ligger krøllet op mod væggen, hovedpuden krammet sammen og pludselig forladt, råt, enkelt og ærligt, dette er et menneske, her er mit liv, der er ikke noget at skjule. Jeg lægger mig, præcis som jeg er, ingen grund til at glatte ud eller ryste noget af sig eller tingene, i mørket ligner det ene menneske det andet..."





Claus Beck-Nielsen skærer intet fra. Han skriver om et pinligt møde med forfatterinden og ekskonen Christina Hesselholdt, uden at forklare deres indbyrdes forhold med andre ord end, at han ofte havde mødt hende før, og at et af disse møder var på hospitalet, da han fik sin datter, og hun havde været den første til at holde hende. Til læseren der er bekendt med hans baggrund med hende, virker det næsten lidt aparte, men samtidig bliver kapitlet også et af de stærkeste i romanen.


Det kan være svært at sætte ord på værket. En genrebetegnelse er mig fuldstændig umulig. Ingen kasser virker passende, og jeg mistænker Claus Beck-Nielsen for netop at have haft dette for øje, da han skrev romanen. Ikke desto mindre er det et interessant værk, der blander alt det man kender ind i en lettere forskruet tankegang, hvor man ikke kan andet end at læse med, grine, forarges og undres. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar