onsdag den 1. januar 2014

Bogudfordring 2014

Jeg har tidligere nævnt, at en bogudfordring for 2014 har været undervejs, og nu er tiden kommet, hvor den endelig kan skydes igang.




De sidste par måneder har jeg talt med gode venner og kære familiemedlemmer, som alle har hjulpet mig med at nå frem til årets bogudfordring. Jeg har lagt mit år i deres kyndige hænder, da de hver især har valgt en roman, jeg skal læse. Tolv mennesker, tolv bøger på tolv måneder. Tanken er, at jeg får udvidet min horisont, læst nogle bøger, jeg ellers aldrig ville have valgt, og samtidig åbner muligheden for gode diskussioner.



Bogudfordringen for 2014 består af disse nøje udvalgte bøger:



Januar: Jussi Adler-Olsen, Journal 64

Februar: Martin A. Hansen, Løgneren
Marts: Walter Moers, Kaptajn Blåbjørn
April: Hans Scherfig, Det forsømte forår
Maj: Jane Austen, Pride and prejudice
Juni: Franz Kafka, Processen
Juli: Fjodor Dostojevskij, Crime and punishment
August: Ken Follet, London Calling
September: Charles Dickens, The Pickwick Papers
Oktober: Albert Camus, Den fremmede
November: Charles Dickens, Nickolas Nickleby
December: ...?



En stor tak til Sofie, Mormor, Lillesøster, Mor, Line, Stine, Martin, Mia, Far, Emil og Gry.




Som I måske har bemærket, står december endnu tom hen. Jeg håber at I, kære læsere, vil være en del af min bogudfordring og anbefale de bøger, som I mener egner sig bedst til decemberlæsning. Pladsen vil stå tom hen hele året, så der forhåbentligt vil være en lang række anbefalinger når året er ved at rinde ud. 



Ellers vil jeg gerne ønske Jer alle et godt nytår! 


6 kommentarer:

  1. Af listen har jeg kun læst 'Pride and Prejudice' og den synes jeg er rigtig god. Men spændende og varieret liste. Det er ikke som sådan december'sk læsning, men hvis du ikke har læst dem før vil jeg anbefale 'Vi, de druknede' af Carsten Jensen eller 'Tidskortet' af Felix Palma. Begge bøger er helt fantastiske og helt forskellige :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også meget spændt på Pride and Prejudice. Jeg har måske altid været en smule fordomsfuld overfor Austen, men gang på gang har min omgangskreds fortalt mig, hvor fantastisk et univers hun har skrevet, så jeg glæder mig til at blive omvendt ;-)

      Tusind tak for anbefalingerne! Jeg tror det bliver et svært valg jeg skal tage til december.

      Slet
  2. Fantastiske bøger, fantastisk liste, fantastisk idé! Jeg elsker Dickens-titlerne samt 'Pride and Prejudice' af Austen. Det er jo ren læselykke.

    Til decemberlæsningen vil jeg gerne foreslå 'Rebecca' af Daphne du Maurier, som er et uhyre velskrevet gotisk mysterie om mistanker og paranoia. Alternativt vil jeg gerne slå et slag for 'Middlemarch' af George Eliot, som bestemt er en enorm mursten - men den er hver en side værd.
    Et andet forslag kunne også være 'North and South' af Elizabeth Gaskell. Gaskell var stor beundrer af Austen, og på sin vis kan 'North and South' læses som en gengivelse af 'Pride and Prejudice' med tematikker om Englands industrialisering, samfundskritik og viktoriansk sætningskonstruktioner. Jeg elsker den bog, og den er en af mine absolut bedste læseoplevelser i 2013. Som bonus er der også blevet lavet den mest fantastiske mini-serie på den af BBC!

    SvarSlet
  3. Jeg er også meget positivt overrasket over, hvor skøn den endelige liste er blevet. Og i en tid, hvor vi alle har så meget at se til, er det heller ikke en fuldstændig uoverkommelig udfordring.

    Tusind tak for anbefalingerne! Det varmer mit hjerte, at høre andre tale godt om bøger. Jeg har skrevet dine anbefalinger ned, så nu må vi se, om jeg kan finde ud af blot at vælge en enkelt, når december melder sig.

    SvarSlet
  4. Spændende sådan at ligge sin læse-skæbne i andres hænder! Jeg kan anbefale dig Shantaram af Gregory David Roberts - en skøn og eventyrlig (og virkelig) fortælling om en australsk mand, der flygter fra fængslet til Indien og bor i slummen - og man kan godt sige, at han oplever lidt af hvert! Jeg føler næste, jeg har været i Indien, så levende og farverigt beskriver han det. Eftersigende skulle den blive filmatiseret med Johnny Depp i hovedrollen - det står der hvert fald bag på min bog ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en meget spændende bog! Og en helt anden genre end jeg er vant til. Den vil jeg skrive ned med det samme. Tusind tak for anbefalingen!

      Slet