søndag den 5. januar 2014

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

Bogudfordringens første bog er Jussi Adler-Olsens Journal 64, som min veninde Sofie har anbefalet mig. Romanen er det fjerde bind i serien om afdeling Q, og jeg ved Sofie var meget i tvivl om, hvorvidt valget skulle falde på denne eller det første bind i serien, Kvinden i buret, som for nyligt var biografaktuel. Jeg har aldrig været den største krimifan og jeg var derfor en smule forbeholden, men bogudfordringens formål er jo netop, at skubbe til mine komfortable vaner og begive mig ud i noget nyt, og det kom jeg bestemt også. 



Romanen spænder over et tidsrum svarende til en menneskealder. Vi følger politibetjenten Carl Mørck og hans hold bestående af Assad og Rose, som styrer afdeling Q, en afdeling for uopklarede sager. De er kommet på sporet af en række mystiske forsvindinger i 1987 og mener, at der er en sammenhæng mellem dem. Langsomt og glimtvis får man som læser afsløret en grum og hårrejsende forhistorie om en kvinde, som er bindeleddet til alle de forsvundne. Samtidig ser det ud til at partiet Rene Linier og dets formand Curt Wad, er forbundet til denne grusomme historie, der foregik så mange år før. Bag partiet foregår Den hemmelige kamp under ledelse af Curt Wad. En kamp som består af aborter, ufrivillige sterilisationer, misbrug og tvang over de såkaldte undermennesker, som partiet ikke finder egnet til at videregive gener. Partiets ideologier runger som et ekko om virkelighedens forhistorie og anden verdenskrigs massemord, og der hviler en skjult påmindelse om, at en sådan ondhed stadig kan eksistere, bag velpolerede udsagn og blændende smil. 



Journal 64 er en meget fængslende roman. Spændingen bygges langsomt op over de 462 sider og jeg mærkede med frygt hvordan der side efter side, blev mindre og mindre plads til en forklaring og en udløsning af al spændingen. En sag der til at starte med ikke ser ud til at være særlig dyb, viser sig at være en ekstrem komplicereret knude, som kun langsomt lader sig løsne i hænderne på Carl, Assad og Rose. De tre medarbejdere bliver hver især stærkt involveret i sagen og Carl kan intet stille op, da Assad tager sagen i egne hænder og pludselig er i stor fare. 



Sproget i romanen er meget letlæseligt og lige til, hvilket på sin vis også er gavnligt for en roman, hvor man ikke kan vente med at vende bladet og læse den næste side. Karaktererne er beskrevet til fulde og deres personlighed har en utrolig dybde. Specielt er Assad og Carl to interessante individer. Assads naive gåpåmod og hans utallige forsøg på at anvende danske formuleringer og ordsprog, som alligevel kikser humoristisk i munden på ham. Og Carl, hvis bistre ydre brister gang på gang, når hans egentlige godhjertede væsen kommer op i ham. Jeg holder vældig meget af de to karakterer, der i samspil er et velfungerende og humoristisk makkerpar. Carls personlige kriser der også ligger og ulmer undervejs, virker til at fungere som et gennemgående plot i de nu fem bind i serien, og selvom jeg ikke har læst de andre, virker det umiddelbart til at en god rød tråd er tilstede. 



Jeg var meget imponeret over, hvor fanget jeg blev af romanens plot og hvordan min nysgerrighed drev mig til at samle bogen op som det første hver morgen, før solen meldte sin ankomst. Jeg er ivrig efter at fortsætte efterforskningsarbejdet med Carl Mørck i Adler-Olsens andre værker og jeg ser meget frem til filmatiseringen af det andet bind Fasandræberne, som får premiere i oktober i år. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar