fredag den 31. januar 2014

Fight Club af Chuck Palahniuk

"There was just a short story. It was just an experiment to kill a slow afternoon at work. Instead of walking a character from scene to scene in a story, there had to be some way to just - cut, cut, cut. to jump. From scene to scene. Without losing the reader. To show every aspect of a story, but only the kernel of each aspect. The core moment. Then another core moment. Then, another." 


Dette skriver Chuck Palahniuk i efterordet, om begyndelsen på Fight Club. Romanen som vi kender den i dag, opstod som en novelle, en novelle som i dag udgør kapitel seks. Tredive kapitler, tredive intense øjeblikke, tredive forvirrende, kaotiske og hypnotiserende øjeblikke består romanen af. Tredive kapitler som på sin vis kunne fungere som hver sin novelle, men i stedet flettes sammen til en nervepirrende historie. 





Vi følger en navnløs mand og hans dræbende insomnia, som fører ham ud i en form for eskapisme, hvor han imiterer dødssyge til forskellige støttemøder, og derved finder ro. Roen indfinder sig hos ham, indtil den dag kvinden Marla Singer, også begynder at deltage i samtlige møder. De aftaler at dele møderne imellem sig, et arrangement der fungerer for begge parter, indtil Marla en dag opdager, at vores fortæller ikke kommer til sine møder. I mellemtiden har han mødt Tyler Durden, en spontan, handlekraftig mand, som på sin vis er alt det, som vores fortæller gerne vil være. Sammen har de skabt en underground "fight club", med en række stramme regler. På trods af de to første regler, "You don't talk about fight club", bliver klubben hurtigt meget populær. Flere og flere samles for at være med og efterhånden som antallet af medlemmer stiger, udvikler Tyler endnu et projekt, som han kalder "Project Mayhem". Et destruktivt projekt, hvis indflydelse vokser til det uoverskuelige og påvirker hele samfundet omkring dem. Organisationen vokser og vokser samtidig med, at vores fortæller bliver mere og mere ukomfortabel med de ting han iagttager omkring sig. Tyler ser han næsten ikke længere og i en desperat jagt forfølger han ham, og må erkende at alt ikke er som det ser ud til, og at hans indflydelse på organisationen er uhyggeligt stærkere end forventet. 



"There, drunk in a bar where no one was watching and no one would care, I asked Tyler what he wanted me to do. Tyler said, "I want you to hit me as hard as you can.""



Romanens tema er ekstremt tankevækkende og spændende. De fragmenterede kapitler skaber en rodet og kaotisk fornemmelse, som på en god måde understøtter temaet. Et utal af løse ender og indikerede teser luftes for læseren, og man er konstant på arbejde med at sætte dem sammen, og alligevel forbliver mange af dem uløste. Romanen er indhyllet i en mystik og udfolder sig i et gådefyldt univers, som både fanger interessen, men også gør læsningen hård og turbulent. Den manglende, eller hvertfald meget utydelige røde tråd i romanen, gør læsningen besværlig og betyder, at koncentrationen til tider svækkes. Men dette er til gengæld det eneste, jeg kan kritisere ved romanen, og ifølge Palahniuk selv, er det med fuldt belæg, at han har skabt en så kantet og afbrudt stil. 



Jeg var overrasket over romanens udfald. Jeg har, som de fleste andre efterhånden også har, set filmatiseringen. En fantastisk barsk film, der næsten følger bogen slavisk og langt hen ad vejen har direkte citater fra bogen. Men bogens og filmens slutning adskiller sig fra hinanden. Bogen giver et meget dybere og en meget mere tankevækkende afrunding end filmen formår. Den følelse man sidder med, når man har nået og læst den sidste side af en bog, og ikke helt har lukket den i endnu, fordi man stadig befinder sig i tanker, var stærk efter Fight Club. Endnu stærkere, fordi filmen ikke havde spoleret handlingen. 



Fight Club er en roman, man aldrig helt lægger fra sig igen. På en fantastisk forstyrrende måde, har den bidt sig fast i min erindring og min trang til at løse mysteriet fuldstændigt. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar