torsdag den 7. november 2013

Mit møde med Nielsen

Hvem er han? Denne tynde blege mand, der i sin levetid har gået under utallige navne og identiteter, og som stadig er et stort mysterium, selv når han står lige foran dig.
Claus Nielsen, das Bechwerk, Nielsen.net, Agent Nielsen, Claus Beck-Nielsen og i øjeblikket blot Nielsen.  Han står lige der. Fem meter væk. Næsten forsvundet i det alt for store jakkesæt. Det skulderlange hår hænger ned foran de fremtrukne kindben og den spidse næse. Levende øjne tænker jeg. Hans krop er lang, tynd og grå, men hans øjne er opmærksomme og tændte. Han joker lidt. Mine forventninger kan gå hjem i seng. Der er ingen måde, hvorpå jeg kunne have regnet ud, hvordan han ville være. Han begynder at læse op af sin nyligt udkomne roman Mine møder med de danske
forfattere. På bogens omslag står der Claus Beck-Nielsen, alligevel står han der i egen person, som Nielsen. Han omtaler Claus Beck-Nielsen i tredjeperson, som en ikke-længere eksisterende eller blot ikke-tilstedeværende mand. I Nielsens verden er han død. Allerede i 2001 erklærede han i biografien Claus Beck-Nielsen 1963-2001 Claus Beck-Nielsen for død. Først i 2010 realiseres denne død med begravelsen af en nøjagtig figur af Claus Beck-Nielsen på Assistens kirkegård i København.
En ung pige rækker hånden i vejret og spørger: ”hvorfor begravede du egentlig dig selv?” og han svarer, at mennesket ikke er i stand til at forstå døden uden en begravelse. Et samfund kræver en begravelse for at acceptere døden. På trods af Claus Beck-Nielsens død i 2001, forsvandt navnet ikke - Nielsen blev stadig kaldt Claus Beck-Nielsen. Derfor valgte han, at begrave ham. At gøre det lettere for mennesket at forstå, at Claus Beck-Nielsen er død.
Han taler om idéen om at forsvinde bag værket. Om menneskets behov for at sætte navn på alt. Skaber, udsiger, forfatter… Det unødvendige menneskelige træk som han gør op med. Han udgiver bøger under forskellige navne og forfatterskaber. Forvirrer og forundrer. Han forsvinder bag sine værker, udsletter sine identiteter, men netop i sin forsvinden finder vi interesse og med vores interesse opstår han igen. Det er Nielsen der er fascinerende og spændende. Hans bøger er blot måder at forstå ham på. Hans forsøg på at forsvinde som forfatter og identitet er fejlet idet menneskets fascination og evindelige trang til at sætte navn på, bringer ham til live, hver eneste gang han dør. De forskellige kreative projekter i de forskellige forfatterskaber er spidsfindige, geniale og spændende. At gå på gaden uden et CPR-nummer for at undersøge, hvordan samfundet håndterer en sådan sag. At leve et liv som en anden og dokumentere det og den krise der opstår i forbindelse dermed (Claus Beck-Nielsen 1963-2001). At tage til Irak i et forsøg på at indføre et demokrati, som medbringes i en kasse (Selvmordsaktionen). Det er fantastiske tanker og eksperimenter, som er værd at fordybe sig i.
Flere spørgsmål stilles. Alle med en vis respekt eller frygt i stemmen.  Hans store tanker gør mig lille og da jeg efterfølgende rækker min bog ud til ham så han kan signere den banker mit hjerte hårdt i brystet. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg kan forvente fra ham. Han gør sig umage med signeringen.
”2013
Forfatteren in memoriam
(og mennesket)
N.
11/10”
skriver han på indersiden af omslaget i min version af Claus Beck-Nielsen 1963 – 2001. Til minde om forfatteren, Claus Beck-Nielsen.
Jeg betages og charmeres og skræmmes samtidig i mit møde med Nielsen. Han peger på de ømtålelige områder og provokerer. Som han taler om mennesket fremstår han hævet over os andre, som blot er drevet af vores normer og impulser. Han derimod, han er sit værk. Han lever og han dør, forsvinder og genopstår i en uendelighed. Jeg kan ikke gøre andet end, åndeløs i spænding, at se på. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar