tirsdag den 12. november 2013

Ved Vejen af Herman Bang

I forbindelse med mit studie har jeg læst Herman Bangs Ved Vejen, en realistisk kærlighedsfortælling om den blide og rolige Katinka Bais forhold til forvalteren Huus.


Katinka Bai lever et stillestående liv i det barnløse ægteskab med stationsforstanderen Hr. Bai. Hr. Bai og Katinkas ægteskab er smukt udadtil, de passer deres roller som henholdsvis mand og kone, de har et hus med en dertilhørende smuk have og de har en sund økonomi. Katinka er tilfreds, men hun er ikke lykkelig. Forvalter Huus introduceres for parret og han og Katinka kommer straks godt ud af det med hinanden. Kærligheden mellem dem beskrives ikke direkte, og dog skildres den utrolig smukt. Hæmmet af omstændighederne kommer den til udtryk i deres fælles interesse for blomsterknopper og duer, som de lavmælt og i få ord taler om. Deres kærlighed er uudtalt og selv i dansen, hvor følelserne kommer så tydeligt til udtryk, foregår det i en dyb stilhed.  

"Huus blev ved med at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke" (s. 91) 

Deres uskyldige forhold udvikles langsomt og kulminerer i et kys, hvorefter alt falder fra hinanden.



Herman Bang skildrer oftest de stille eksistenser i sine værker og Ved Vejen er ikke en undtagelse. Gang på gang præsenteres vi for ulykkelige, ensomme karakterer. Meget rørende hører vi for eksempel om frøken Jensens aften:

Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet. Hun tændte under en Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken

Romanen består af iagttagelser der ikke kommenteres på og det typiske impressionistiske træk, hvor analysen er udeladt til fordel for iagttagelserne, skaber en helt speciel smuk og statisk stemning. Når Bang beskriver hvorledes Katinka hver aften skal vande og flytte rundt på potteplanterne, rede sit hår og se ud af vinduet, mens Hr. Bai sidder på sengekanten og venter, får man som læser blot ved hjælp af disse iagttagelser et meget dybere indblik i hvad der foregår og hvad det er Katinka forsøger at undgå. Øjebliksbillederne afspejler karakterernes personlighed, men man er som læser selv den iagttagende, der må opfange det. I bogens sidste del er Katinka så syg, at hun er døden nær, alligevel har hun arrangereret en stor fest og middag for Hr. Bais fødselsdag og kæmper sig igennem den:

- Det gik jo rigtig godt, Tik, brilliant...
 - Og du holdt dig jo brav...
Katinka rettede sig op og smilte: Ja, - sagde hun: 
 - Nu skal I faa Toddyerne
Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne og Glassene, der stod halvtømte. Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden [...] 

Billedet af den syge Katinka, siddende efterladt ved bordet mellem flasker og glas er hjertegribende og et tydeligt eksempel på et øjebliksbillede, som hænger fast og spreder en vifte af følelser og tolkninger, som man umuligt kan undgå, at forholde sig til.


Romanens tragiske slutning giver for alvor et indblik i de forskellige karakterer og efterlod mig i en ambivalent stilhed af lettelse og sørgmodighed. Ved Vejen er en smukt fortalt tragisk kærlighedshistorie, som i sine beskrivelser når dybt ind og både rører ved smilebåndet og tårekanalen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar